Open source øl

Hjerneforsker Peter Lund Madsen optræder med foredrag om den menneskelige hjerne. En af hans utallige pointer, om vores fantastiske hjernes udvikling, er en nærmest filosofisk konklusion om vores hjernes betydningen for menneskeracen – og for hele planeten.

Før homosapiens hjernens tid var det den, med den største og stærkeste fysik, der havde de bedste chancer for at overleve.
Homosapiens hjernen løftede samarbejds-, indlevelses- og forestillingsevnerne op på niveauer, der ændrede dette for altid. Siden da har et stærkt fællesskab været langt vigtigere end en stærk fysik.

Når vi står på fællesskabets skuldre, er der tilsyneladende ingen grænse for, hvad vi kan udrette og opnå – i fællesskab.

At glemme den præmis, at holde kortene ind til kroppen og for sig selv, at mønsterbeskytte, tage patent og hemmeligholde er – set i det lys, nærmest naturstridigt og i hvertfald begrænsende for vores fælles udvikling.

På en eller anden måde må det have været i baghovedet hos folkene bag DM i håndbryg, der siden starten i 2002 har tjent to formål. 

Dels selvfølgelig at finde og kåre de bedste håndbryggede øl, men også og ikke mindst at løfte kvaliteten af håndbryg generelt. Og det, må man sige, er lykkedes. Kvaliteten af dansk øl har udviklet sig med raketfart siden 2000, og DM har været spirekasse for bryggere, der siden hen har haft succes med kommerciel brygning også – Mikkeller, med størst succes.

Offentlige opskrifter

En af årsagerne til succesen kan ligge i en af betingelserne for at stille op til DM. Nemlig, at opskriften skal offentliggøres via det gratis online system til brygning, beercalc.org.
Det har betydet, at alle andre håndbryggere ikke har skulle starte fra bunden selv, men at de tværtimod har kunnet stå på skuldrene af tidligere mestre.
At vi har fået lov til at arbejde videre, hvor andre allerede har høstet anerkendelse, i stedet for selv at skulle lave alle begynderfejlene, har i hvertfald været en væsentlig del af årsagen til vores succes med brygningen – og dermed lysten til fortsat at prioritere tiden til den.

Håndbryg by Bang & Harbo er en hyldest til den måde at udvikle på sammen. Derfor er vores øl en open source øl. Det betyder at opskrifterne er frit tilgængelige og at alle er mere end velkomne til at benytte dem. 

Om man blot vil forsøge at kopiere det, der er i flasken, eller om man vil lade sig inspirere til at skrue lidt på sødmen, farven eller bitterheden, – det står den enkelte frit for.

I gamle dage blev der brygget i enhver ordentlig husstand – i det mindste til højtiderne. Det er derfor, at alle os i parcelhusene, den dag idag, har et rum, vi kalder et bryggers (=bryghus).

Vi ønsker med vores øl, vores tilgang til brygningen og vores historie, at bidrage til udbredelsen af håndbrygning.