Håndbryg

News

By in Historien om ... 0

Historien om Weisse Thilde

af Klaus Bang

Jeg bryggede min første hvedeøl i 2005, BF2 Hvede, en hyldest til Battelfield 2, firstperson shooter spillet, der frarøvede en del af min nattesøvn på daværende tidspunkt, fordi vi var en gruppe af bekendte, der gamede på lukkede servere, når familien var gået i seng. I øvrigt var både Michael og Jonas lejlighedsvis med.

Øllet smagte godt, var populært hos de fleste, også dem der ikke normalt valgte hvedeøl. Det blev en type jeg bryggede måske årligt de følgende år.

2013 sendte jeg en hvede til DM i håndbryg – den vandt sørme sølv. Både i 2014 og 2015 blev det atter til sekundære medaljer ved DM. Flot og dejligt, men husker jeg tænkte “hmm. hvorfor er der altid én dommerne finder bedre end min?”

Jeg havde arbejdet med diverse opskrifter og ikke mindst metoder for mæskning, temperatur, karbonering og modning. Samt timingen for mit bryg, for at ramme dommerne på det, for hvedens smagsudvikling, optimale tidspunkt. Jeg søgte feedback fra mine øl-venner. Kaldte frustreret dommerne for fede, fordrukne halvgamle mænd, der ikke har forstand på øl. Hvad kunne jeg mere gøre???

Jeg nåede frem til, at den manglende ingrediens var Karma. Med det menes atmosfære, fokus, optakten til – og tilstanden jeg er i under brygningen. Min gamle ven og studiekammerat, Michael, havde jeg fået inficeret med håndbryg bacillen, og jeg spurgte ham om vi ikke skulle forene kræfterne i et forsøg på at lave en klassehvede?
Han var frisk, og vi lavede et dobbeltbryg i køkkenet hos mig i Holstebro.

Vi tog en fridag, hyggede, grinede, drømte (som vi to altid gør) med udvalgte øl og lækker frokost, der trak lidt ud og forlængede kogetiden. To hvedeøl, simultant i to gryder. Opskriften var kraftigt inspireret af en, efter min mening, vellykket hvede, jeg bryggede til min datter, Mathilde, 18 års fødselsdag. Impulsivt hældte vi dobbelt mængde krystal malt i 2´ern – den bette rest var jo ikke noget at gemme på – og ud kom en weizen og en dunkel weizen.

4 uger efter skulle vi indsende til DM, meningen var egentlig at indsende én hver, men kun jeg nåede det, da Michael havde travlt med at forberede sin søns konfirmation.

Navnet? Tja, Mathilde, der var langt hjemmefra i Indonesien, men tæt på i tankerne, skrev hjem – “du skylder mig en medalje – jeg er den eneste der ikke har én”

Resultatet blev endeligt en guldmedalje. 

Og den mørke tvilling? Ja, det er en helt anden historie…

Post navigation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *