Håndbryg

Author: HBadmin

By in Uncategorized 0

Historien om Tremendous

Af Klaus Bang

Vejen mod en god Brown Ale har været lang, men heldigvis meningsfuld for mig. Det er den øltype, jeg har brugt mest energi og tid på, loggen viser 29 forskellige opskrifter og bryg i årenes løb.

Den første jeg selv var nogenlunde ok med var nr. 8. Den første medalje kom til nr. 16. Guldmedaljen til Tremendous / KK2916 er opskrift nr. 27 i rækken.

Undervejs blev så godt som alle andres BA opskrifter i Beercalc.org kigget igennem for inspiration. Der blev researchet så det knagede “Hvordan mon den dufter”, “har den mon den ristede eftersmag jeg foretrækker?” Osv. Det gav oftest hæderlige øl, men tilfredsstillede ikke helt bryggeren.

Det forunderlige er, at min hidtil bedste nærmest skabte sig selv! Det var nemlig et restebryg, altså øllets svar på “pyt i pande”. Basismalten var frisk, men ikke krystal- og chokolademalten. Ny gær blev brugt, inspireret af forrige års vinder i kategorien. Der var ikke bestilt ingredienser hjem til en opskrift – nej, der blev lavet en opskrift ud fra et forhåndenværende princip – hvad har jeg!

De rette materialer, godt humør, tro, håb og masser af kærlighed. Endelig var jeg for første gang helt tilfreds med resultatet. Om andre der smagte øllet havde det på samme måde, kunne jeg ikke vurdere.

Men den var god, blev smagt op imod benchmarkers, som Brooklyn´s og Jacobsen´s – og vandt i min mund. De unge var ikke så vilde med den (lige bortset fra én af min søns venner), men hvornår har det nogensinde betydet noget?

Da den blev råbt op fra scenen til DM i 2016, som guldvinder, var jeg helt overrumplet. Det er jo så subjektivt, umuligt at vide, om dommerne synes lige så godt om den, som én inhabile selv. I bedømmelsen stod der: “Meget vellykket brown ale!” og ”Fremragende – uden stilartsfejl eller tekniske fejl”, så det må de jo have gjort.

Jeg har prøvet i mange år at lave en BA jeg selv er tilfreds med, og da det skete, var det et rendyrket tilfælde! Eller var det? Under alle omstændigheder gav det os store oplevelser, bl. a i form af en billet til det første EM for håndbryggere i Rom. KK2916 Roma blev brygget til lejligheden, og var den af de to kvalificerede øl, der klarede sig bedst med rigtig pæne points, dog udenfor medaljerækken.

Oprindeligt er KK2916 navnet på et selskab vi på det tidspunkt oprettede, efter at have nået et stort og skelsættende arbejdsmæssigt mål. Navnet er en fejring af min, i ordets bogstavlige forstand, bedre halvdel, som da havde udholdt mig i 29 år, og endda accepteres mit frieri 16 år forinden.

Det er også en kompromisløs tilkendegivelse af at vi er sammen om det her, tager de store beslutninger i fællesskab, deler det der er, uanset hvad livet bringer. Samlivsregler og særeje til trods.

Vi omdøbte den til det mere mundrette Tremendous, da det er lige hvad den er. Selvfølgelig er det også et rysten på hovedet af den amerikanske kæmpebaby.

Cheers!

By in Historien om ... 0

Historien om Weisse Thilde

af Klaus Bang

Jeg bryggede min første hvedeøl i 2005, BF2 Hvede, en hyldest til Battelfield 2, firstperson shooter spillet, der frarøvede en del af min nattesøvn på daværende tidspunkt, fordi vi var en gruppe af bekendte, der gamede på lukkede servere, når familien var gået i seng. I øvrigt var både Michael og Jonas lejlighedsvis med.

Øllet smagte godt, var populært hos de fleste, også dem der ikke normalt valgte hvedeøl. Det blev en type jeg bryggede måske årligt de følgende år.

2013 sendte jeg en hvede til DM i håndbryg – den vandt sørme sølv. Både i 2014 og 2015 blev det atter til sekundære medaljer ved DM. Flot og dejligt, men husker jeg tænkte “hmm. hvorfor er der altid én dommerne finder bedre end min?”

Jeg havde arbejdet med diverse opskrifter og ikke mindst metoder for mæskning, temperatur, karbonering og modning. Samt timingen for mit bryg, for at ramme dommerne på det, for hvedens smagsudvikling, optimale tidspunkt. Jeg søgte feedback fra mine øl-venner. Kaldte frustreret dommerne for fede, fordrukne halvgamle mænd, der ikke har forstand på øl. Hvad kunne jeg mere gøre???

Jeg nåede frem til, at den manglende ingrediens var Karma. Med det menes atmosfære, fokus, optakten til – og tilstanden jeg er i under brygningen. Min gamle ven og studiekammerat, Michael, havde jeg fået inficeret med håndbryg bacillen, og jeg spurgte ham om vi ikke skulle forene kræfterne i et forsøg på at lave en klassehvede?
Han var frisk, og vi lavede et dobbeltbryg i køkkenet hos mig i Holstebro.

Vi tog en fridag, hyggede, grinede, drømte (som vi to altid gør) med udvalgte øl og lækker frokost, der trak lidt ud og forlængede kogetiden. To hvedeøl, simultant i to gryder. Opskriften var kraftigt inspireret af en, efter min mening, vellykket hvede, jeg bryggede til min datter, Mathilde, 18 års fødselsdag. Impulsivt hældte vi dobbelt mængde krystal malt i 2´ern – den bette rest var jo ikke noget at gemme på – og ud kom en weizen og en dunkel weizen.

4 uger efter skulle vi indsende til DM, meningen var egentlig at indsende én hver, men kun jeg nåede det, da Michael havde travlt med at forberede sin søns konfirmation.

Navnet? Tja, Mathilde, der var langt hjemmefra i Indonesien, men tæt på i tankerne, skrev hjem – “du skylder mig en medalje – jeg er den eneste der ikke har én”

Resultatet blev endeligt en guldmedalje. 

Og den mørke tvilling? Ja, det er en helt anden historie…